






Lydruder
|
| Bor du ud til en stærkt trafikeret vej eller togbane, eller bor du i et område med megen støj fra f.eks. industri eller en lufthavn, kan det være relevant at vælge ruder med ekstra støjdæmpning. Lyd måles i decibel, forkortet dB. En ændring af lydstyrken på 1-2 dB er den mindste ændring, det menneskelige øre kan opfatte, 3 dB er en hørbar ændring, og 5-6 dB er en tydelig ændring. En ændring på ca. 10 dB opleves som en fordobling eller halvering af lydstyrken. Lydisolerende ruder kan laves på flere måder. Den enkleste er en tolagstermorude, hvor det ene lag glas er tykkere end det andet. Det betyder, at ruderne ikke svinger i samme takt og dermed bryder lydbølgerne bedre. En rude, f.eks. 6-12-4 (altså et 6 mm glas og et 4 mm glas med 12 mm's mellemrum), vil have en lyddæmpning på 35 dB, hvor en almindelig standardrude dæmper 30-32 dB. Øges afstanden mellem glaslagene, forbedres lydisoleringen yderligere. Lydruder med lamineret glas En anden mulighed er at ruder med lamineret glas som det ene lag. To 4 mm glas, der er lamineret sammen omkring en gennemsigtig folie, giver en bedre dæmpning end et enkelt lag glas, der er 8 mm tykt. Sådanne ruder kan dæmpe 40 dB eller mere. Tunge gasarter i mellemrummet mellem glassene kan også øge lydreduktionen, men kun hvis mellemrummet er mindst 12 mm. I små hulrum på 6-9 mm lydisolerer almindelig luft bedre. Trelagsruder Den kraftigste lydisolering fås med trelagsruder, hvor glassene har forskellig tykkelse, og afstanden imellem dem også er forskellig. Den bedste dæmpning opnås, hvis det ene lag glas er lamineret. Trelagsruder kan dæmpe støj med helt op til 50 dB. Jo mere ruden støjdæmper, des dyrere er den. Den er også tungere og tykkere, og det betyder, at den skal have en kraftigere vinduesramme til at bære den. Disse ulemper ved lydruder skal derfor afvejes mod behovet for at dæmpe udefrakommende støj. |
| site created and hosted by skandiaweb |
| Esbjergvej 4 | 6000 Kolding | Telefon: 75526099 | Fax: 75538080 |info@jydsk-bilglas.dk |